Center for Pensionsret > Om centeret
Om centeret
Oprettelse
Emneområde
Arbejdsform
Hvorfor interessere sig for pensionsret?
Oprettelse
Ifølge beslutning af dekanen for Det Juridiske Fakultet blev Center for Pensionsret oprettet med virkning fra 1. januar 2008. På denne hjemmeside kan du læse mere om baggrunden for centeret, om de forskningsområder, det beskæftiger sig med, og om hvordan du - som studerende eller som bruger af pensionssystemet - kan få glæde af centerets arbejde.
Centerleder er professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen, telefon 35 32 31 33 eller 40 58 09 25.
Emneområde
Indretningen af pensionssystemet er et af de mest påtrængende spørgsmål i velfærdssamfundet. Samfundsøkonomisk taler vi om ca. 2.600 mia. kr. fordelt på:
- Livs- og pensionsforsikringsordninger
- Særligt lovregulerede ordninger (ATP, SP og LD)
- Pengeinstitutordninger (kapital- og ratepensioner)
- Firmapensionskasser
Reglerne for de enkelte pensionsordninger er komplicerede, og trods de involverede værdier er en række grundlæggende problemstillinger, herunder af aftaleretlig art, uafklarede.
Derfor er pensionsretten en velegnet disciplin for den, der har lyst til at give sig i kast med vanskelige retlige problemstillinger, hvor der ikke er meget litteratur at støtte sig til, og hvor man derfor kan udnytte og nyttiggøre sit kendskab til almindelige formueretlige og offentligretlige regler og retsgrundsætninger.
Arbejdsform
Center for Pensionsret er oprettet som led i den omorganisering af forskningen ved Det Juridiske Fakultet, der blev gennemført i 2007. Centeret har ingen fast adresse. Det drives af videnskabelige medarbejdere ved fakultetet.
De faglige og forskningsmæssige rammer for centeret skabes på flere måder:
- Gennem møder
- Ved opretholdelsen af en pensionsretlig hjemmeside (www.jur.ku.dk/pensionsret)
- Ved udsendelsen af en skriftserie
Hvorfor interessere sig for pensionsret?
Der er flere svar på dette spørgsmål:
-
Fordi emnet er aktuelt for alle: For unge mennesker lyder "pension" fjernt og støvet. Men for de berørte handler emnet om velfærd og livskvalitet. Pensionsordninger sikrer os en betryggende økonomisk sikring i alderdommen, eller hvis vi forinden mister arbejdsevnen. Derfor er pensionsordningerne et afgørende livsvilkår i det moderne samfund.
-
Fordi det berører politik og værdisyn: Pensionsordningerne berører grundlæggende værdisyn. Skal vi selv sørge for at spare op til pensionen eller er der tale om en samfundsopgave? Hvor denne politiske balance ligger, beror på holdninger og ideologi. Disse holdninger mv. afspejles også i den retlige regulering af pensionsretten.
-
Fordi stadig flere lever af pensionsindtægter: Med længere levetid kommer tilværelsen som pensionist til at fylde stadigt mere i den enkeltes livsbane. I takt hermed er pensionsspørgsmålene blevet et af de største politiske spørgsmål: Hvordan skal pensionskapitalerne beskattes - her og i udlandet? Disse spørgsmål berører ikke alene dansk ret men også EU-ret og internationale dobbeltbeskatningsoverenskomster.
-
Og fordi pensionsformuerne bestemmer mere og mere: Pensionskapitalerne træffer stadigt større beslutninger af betydning for det politiske liv. Når kapitalfonde opkøber virksomheder og driver dem efter andre principper end de, der følges af børsnoterede virksomheder, er beslutningerne herom reelt truffet af pensionsselskaber. Når en nystartet virksomhed skal ud og søge risikovillig kapital, vil en del af denne være pensionskapital. Så hvem er det, der bestemmer? Ejerne af pensionsformuerne. Men efter hvilke principper?
-
Derfor: Pensionsordningerne giver anledning til ikke blot retlige udfordringer, men også til politiske og etiske. I Center for Pensionsret kigger vi på hele den sektor, der forvalter samfundets pensionskapitaler og sætter spørgsmål på udvalgte problemstillinger. Klik her for at få eksempler herpå.


