Møder – Københavns Universitet

Center for Pensionsret
Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Center for Pensionsret > Møder

Møder ved Center for Pensionsret 

Nedenfor følger en oversigt over de tidligere afholdte møder ved Center for Pensionsret. Under hvert møde er vedlagt foredragsholderens noter.

Den ansvarshavende aktuar - Ombudsmand eller embedsmand
Offentlig høring om rådgivning om pension og investering
Foredrag om Solvens II-reformen
"Garantier" i pensionsaftaler
Foredrag om begunstigelsesindsættelser
Foredrag og debat om kontributionsprincippet
Skattekommissionens forslag til særskat på store pensioner
Foredrag og debat om krisehåndtering i livs- og pensionsforsikringsinstitutter
Penge og pension i forbrugerens optik
Foredrag om erklæringsbeskatning ved pensionsbeskatning 
Høring om demokrati, rollefordeling og ansvar i pension og investering
Foredrag om central registrering af pensions- og forsikringsbegunstigelser

 

Til toppenDen ansvarshavende aktuar - Ombudsmand eller embedsmand

Den ansvarshavende aktuar er på den ene side tænkt som uafhængig kontrolinstans med fokus på selskabets forsikringstekniske forhold. Men i praksis er den ansvarshavende aktuar daglig leder af aktuariet og dermed involveret i selskabets daglige drift. På den baggrund kan man spørge, om den ansvarshavende aktuar reelt kan foretage - og foretager - den kontrol, som begrunder ordningen for livsforsikringsselskabet i FIL § 108.

Ved dette møde lagde vicedirektør Jan Parner fra Finanstilsynet op til en diskussion om dette spørgsmål, og der var derefter debat med direktør Peter Melchior fra PKA.

Foredragsholderens præsentation kan downloades her.

 

Offentlig høring om rådgivning om pension og investeringTil toppen

Den finansielle krise har skabt stor fokus på rådgivning, når det gælder investeringer. Rådgivning ydes af bl.a. banker, forsikringsselskaber og pensionsselskaber. Pensionsformuens voldsomme vækst og pensionsformuernes mange facetter gør rådgivningen både vigtig og vanskelig. Og investering af både pensionsformue og af frie midler er for alvor blevet en del af debatten.

På denne baggrund har Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet valgt at starte en temarække inden for emnerne finansiel rådgivning og investering. Temarækken planlægges af de tre centre:

Center for Pensionsret
FOCOFIMA - Forum for Company Law and Financial Markets
CEVIA - Center for Virksomhedsansvar

Mandag den 1. februar blev der som led i temarækken afholdt en offentlig høring om de juridiske og etiske aspekter ved rådgivning om pension og investering. Som oplægsholdere optrådte bl.a. direktøren for Finanstilsynet, centrale aktører fra Forbrugerrådet, Forsikring og Pension, bankverdenen m.fl. De juridiske og etiske problemstillinger præsenteres af forskere fra Københavns Universitet, og der lægges op til debat med inddragelse af oplægsholdere, deltagerne og journalister. 

Centrale spørgsmål for høringen var:

  • Foregår rådgivningen sådan, at forbrugeren kan foretage fornuftige valg?
  • Hvilken rolle har Finanstilsynet og ankenævnene?
  • Hvornår er der ret til erstatning for dårlig rådgivning?
  • Hvem rådgiver rådgiverne?
  • Er de etiske hensyn varetaget i tilstrækkelig grad?
  • Er der behov for en finansaftalelov - som i Sverige?
  • Er der behov for regler om uafhængig rådgivning - som foreslået i England?

Se uddybende program fra mødet her (pdf).  

 

Til toppenForedrag om Solvens II-reformen

Center for Pensionsret inviterede til foredrag med kontorchef Per Plougmand Bærtelsen om Solvens II-reformen - hvad går den ud på, og hvordan bliver den implementeret?

I foråret 2009 afsluttedes forhandlingerne i EU om den store regelpakke, der går under betegnelsen Solvens II (se http://ec.europa.eu/internal_market/insurance/solvency/index_en.htm).

Med udgangspunkt i et rammedirektiv og et hertil hørende stort antal retsakter vil reformen opstille nye regler om solvenskravene for forsikringsselskaber i EU. Rammedirektivet indeholder både en sammenskrivning af 13 gældende direktiver og nye bestemmelser. I de gældende direktiver afspejler kapitalkravet forretningsomfanget. Under Solvens II vil kapitalkravet afspejle de risici selskaberne er eksponeret overfor. Siden den første EU-regulering i 1970'erne har hver EU-medlemsstat haft sin egen implementering af solvensreglerne. Det har skabt stor forskel i reguleringen. Med det nye regime vil der gælde harmoniserede regler i EU.

I dette foredrag fortalte kontorchef Per Plougmand Bærtelsen fra Finanstilsynets kontor for livsforsikring og pension om de hovedprincipper, der nu gennemføres, og om det komplicerede arbejde med implementeringen, der nu forestår.

Foredragsholderens præsentation kan downloades her (pdf).

 

Til toppen"Garantier" i pensionsaftaler

Inden for livs- og pensionsforsikring forekommer det ofte, at instituttet stiller den forsikrede i udsigt, at dennes depot forrentes på en bestemt måde, eller at der på pensionstidspunktet er et bestemt beløb til rådighed. Der er imidlertid stor forskel på, hvordan sådanne løfter afgives, og ofte vil der måske blot være tale om hensigtserklæringer. Der er også stor usikkerhed om, hvordan afgivne løfter skal fortolkes, herunder om en "garanteret" forrentning skal opnås år for år eller blot i forsikringens løbetid.

Under dette møde rejste professor Mads Bryde Andersen nogle af disse spørgsmål til dis­kus­si­on. Hvilke minimumskrav kræves, for at en "pensionsgaranti" får aftalevirkninger? Benytter branchen garantibegrebet i en aktuarmæssig forstand, der er anderledes end den aftale­retlige? Har "garantier" i det tekniske grundlag aftalevirkninger? Og under hvilke omstændigheder kan en "garanti", der er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter i en arbejdsmarkedspension, ændres ved en ny aftale mellem disse parter?

Foredragsholderens præsentation kan downloades her (pdf).
Mads Bryde Andersens artikel "Garantier" i pensionsaftaler kan findes under Forskning.

 

Foredrag om begunstigelsesindsættelserTil toppen

Center for Pensionsret inviterede til foredrag med professor, lic.jur. Lennart Lynge Andersen om emnet: Aktuelle retlige og retspolitiske spørgsmål om begunstigelsesindsættelser i pensionsordninger.
Som bekendt blev reglerne om indsættelse af begunstigede i pensionsordninger revideret ved lov nr. 516 af 6. juni 2007, der bl.a. ændrede forsikringsaftalelovens §§ 102-105b og pensionsopsparings­lo­vens §§ 2-5b.
De nye regler og - i første omgang - deres ikraftsættelse har givet anledning til både usikkerhed og kritik. Foredragsholderen har ved forskellige lejligheder bl.a. rejst spørgsmål om, hvornår den nye lov gælder, og hvordan urimelighedsreglen i pensionsop­spa­rings­lo­vens § 4 og forsikringsaftale­lovens § 104 skal håndteres. Allerede nu verserer der sager (herunder i Højesteret) om reglerne.
Under dette møde rejste professor Lennart Lynge Andersen nogle af disse spørgsmål til dis­kus­si­on: Hvorfor lovgiver man på den måde? Kan en lov af denne karakter komme til at virke hen­sigts­mæs­sigt? Hvilke usikkerheder kan afklares i retsanvendelsen, og hvilke bør give anledning til en lov­revision?

Forfatterens artikler om emnet i T:FA 2008.421 ff. og T:FA 2007.505 ff. (sammen med Lisbeth Faurdal) er med tilladelse fra forfatterne og forlaget tilgængelige på http://www.pensionsret.dk/ - se under "Privat­retlige forhold". 

 

Til toppenForedrag og debat om kontributionsprincippet

Som bekendt betegner kontributionsprincippet en række regler, der anvendes i administrationen af livsforsikringer, og som påses af Finanstilsynet med hjemmel i lov om finansiel virksomhed og den hertil hørende kontributionsbekendtgørelse. Princippet berører så forskellige fagområder som forsikringsmatematik, forsikringsaftaleret, tilsynsret og regnskabsret.

Kontributionsprincippet er under stadig udvikling. Senest har en arbejdsgruppe under Aktuarforeningen i oktober 2008 afgivet en rapport om det fordelingsmæssige kontributionsprincip, der analyserer en række praktiske problemer i udmøntningen af dette princip. Rapporten er tilgængelig på www.aktuarforeningen.dk.

Under dette møde fremlagde direktør for PKA, cand.act. Vibeke Thinggaard nogle af tankerne i rapporten og lagde op til en diskussion om, hvilken rolle kontributionsprincippet spiller for den praktiske administration af livsforsikringsbestande. Vibeke var formand for den arbejdsgruppe, der udarbejdede Aktuarforeningens rapport, og har tidligere været ansat som aktuar i Finanstilsynet.

Download præsentationen fra mødet her (pdf).

 

Til toppenSkattekommissionens forslag til særskat på store pensioner

Som bekendt har skattekommissionen som en del af sin forslag til en skattereform foreslået en permanent særskat ("udligningsskat") på indkomstskattepligtige pensionsudbetalinger, der overstiger ca. 284.000 kr.  Forslaget kan læses i kommissionens rapport på www.skattekommissionen.dk. Forslaget er begrundet i et ønske om at neutralisere effekten af lavere marginalskatter for pensionskunder, der har opnået fradrag ved højere satser. Det er blevet mødt med en stærk kritik, herunder fra pensionsbranchen, der bl.a. frygter uønskede effekter på pensionsopsparingen. For at debattere dette emne havde centeret inviteret medlem af Skattekommissionen, professor, ph.d. Claus Thustrup Kreiner, Københavns Universitet til at fremlægge kommissionens forslag. Herefter kommenterede vicedirektør i Forsikring og Pension, cand.polit. Carsten Andersen forslaget.

Download oplægsholdernes præsentationer fra mødet:
Vicedirektør Carsten Andersens præsentation (pdf).
Professor Claus Thustrup Kreiners præsentation (pdf).

 

Foredrag og debat om krisehåndtering i livs- og pensionsforsikringsinstitutterTil toppen

Finn Østrup, der er professor i finansiering ved CBS, udsendte i foråret en meget rost monografi om Finansielle kriser.
I sit foredrag viste han, hvordan de seneste to kriser på livs- og pensionsforsikringsområdet - den nuværende og den, der fulgte efter dot com-nedturen i 2000 - har udviklet sig, og hvilke løsningsmodeller, man kan overveje til at håndtere sådanne kriser. Med inddragelse af de principielle og specifikke løsninger, der er skabt med den seneste redningspakke, var der herefter almindelig debat om dette højaktuelle emne.

Mødet blev arrangeret i samarbejde med FOCOFIMA.

 

Til toppenPenge og pension i forbrugerens optik

Center for Pensionsret inviterede til foredrag ved professor Torben Hansen fra Copenhagen Business School. For et år siden nedsatte regeringen et nyt Penge- og Pensionspanel med det erklærede formål at sikre forbrugerne bedst muligt kendskab til deres finansielle forhold. Under dette møde fortalte panelets formand, professor, ph.d. Torben Hansen (CBS) om panelets arbejde, om igangværende projekter og om panelets overvejelser af betydning for pensionsområdet.

Præsentationen fra mødet kan downloades her (pdf).

 

Til toppenForedrag om erklæringsbeskatning ved pensionsbeskatning

Foredrag ved Jacob Graff Nielsen: De seneste ændringer af pensionsbeskatningsloven - skattebegunstigede udenlandske pensionsordninger.

Præsentationen fra mødet kan downloades her (pdf).

 

Høring om demokrati, rollefordeling og ansvar i pension og investeringTil toppen

Ledes pensionsformuerne optimalt? En åben høring om demokrati, rollefordeling og ansvar i pension og investering. Høringen arrangeres i samarbejde med Forum for Company and Financial Market Law (FOCOFIMA), Berlingske Business og Berlingske Nyhedsmagasin.

Programmet fra mødet kan ses her (pdf).

 

Foredrag om central registrering af pensions- og forsikringsbegunstigelserTil toppen

Foredrag ved Rasmus Kristian Feldthusen: Bør der indføres en central løsning til begunstigelser? Om behovet og perspektiverne for central registrering af pensions- og forsikringsbegunstigelser.