Tjenestemandspension – Københavns Universitet

Center for Pensionsret
Resize Print Bookmark and Share

Center for Pensionsret > Pensionsretligt Leksikon > Tjenestemandspension

Tjenstemandspension

Offentligt finansieret tilsagnsordning (s.d.) baseret på reglerne i lov om tjenestemandspension. Tjenestemandspensionen har sin historiske oprindelse i enevælden, hvor kongen så et behov for at binde sine mest betroede tjenestemænd til sig gennem et særligt, livsvarigt loyalitetsbånd. Ved 1849-grundloven ændredes systemet, således at staten var forpligtet til at sikre sine tjenestemænd pension. Denne pligt blev senere knæsat i den første tjenestemandslov fra 1851, der senere er afløst af tjenestemandslove af 1919 og 1969. De første love omfattede kun de kongeligt udnævnte tjenestemænd, men senere fik også andre tjenestemandsgrupper en lovhjemlet tjenestemandspensionsordning.

Tjenestemandspensionsordningerne er tilsagnsordninger, fordi pensionens størrelse ikke er afhængig af noget bidrag, tjenestemanden har indbetalt, men af tjenestemandens anciennitet og placering på lønskalaen på fratrædelsestidspunktet. Pensionen beregnes som en procentdel af den pensionsgivende løn før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag. Procenten afhænger af optjent pensionsalder og kan højst udgøre 57, svarende til 37 års pensionsalder. Ved "pensionsalder" forstås det antal år efter det fyldte 25. år, man har været ansat som tjenestemand. Er pensionsalderen lavere end 37 år, tillægges de første 16 år pensionsanciennitet efter særlige regler.

Tjenestemandspensionen giver også hjemmel for udbetaling af såkaldt svagelighedspension. Retten hertil erhverves efter mindst 10 års pensionsalder og udløses, hvis tjenestemanden afskediges på grund af helbredsbetinget tjenesteudygtighed, f.eks. efter 120 sygedage. Pensionen beregnes på grundlag af den optjente pensionsalder på pensionstidspunktet.

Tjenestemandspensionen har siden 1969 rummet en ægtefællepension

Udover tjenestemandspension er tjenestemændene omfattet af en gruppelivsforsikring hvis ydelse beror på, hvem tjenestemandens arbejdsgiver er.

Gennem de seneste er tjenestemandsordningerne gradvis fortrængt af arbejdsmarkedspensions­ordninger, i takt med at tjenestemandsgruppen er fortrængt på bekostning af overenskomst­ansættelser.


Kommentarer:


Skriv kommentar

Navn:

Email:

Kommentar: