Tilbagekøb – Københavns Universitet

Center for Pensionsret
Resize Print Bookmark and Share

Center for Pensionsret > Pensionsretligt Leksikon > Tilbagekøb

Tilbagekøb 

At tilbagekøbe en livsforsikring (herunder en pensionsordning) vil sige at forlange sig frigjort fra aftalen på en måde, der indebærer, at kunden opnår ret til en del af de formueværdier, der er opsparet på forsikringen. En sådan adgang kræver aftale, og sådanne aftaler vil normalt findes i forsikringsordninger, der indeholder et opsparingselement. Tilbagekøbet indebærer, at ordningen ophører med at eksistere ved opsigelse. I livsforsikringsordninger med depot kan den sikrede forlange at indbetalte midler frigives til fordel for den sikrede med fradrag af omkostninger, særlige bidrag mv. G82-grundlaget indeholdt en bestemmelse om, at der ved tilbagekøb skulle ske fradrag på op til 7 % af forsikringens reserve samt et særligt styktillæg til dækning af omkostninger og tab. Dette fradrag betød, at der var relativt store omkostninger forbundet med at tilbagekøbe policer, særligt hvis forsikringen havde løbet i en årrække og dermed havde oparbejdet betydelige reserver.

Hvis markedsværdien af de aktiver, som kundens aktiver er investeret i (f.eks. aktier, ejendomme, obligationer mv.) ved tilbagekøbet er mindre end værdien af de depoter, der overfor kunden fremstår som dennes opsparing (inklusive andel i det kollektive bonuspotentiale) vil instituttet normalt kunne fradrage et yderligere beløb som såkaldt kursværn. Uden et sådant kursværn ville den ene kundes påføre andre kunder omkostninger.

I relation til investment link og unit link-opsparinger vil tilbagekøbsværdien udgøre realisations­værdien af de aktiver, der er investeret i med fradrag af de handelsomkostninger, der vil påløbe i forbindelse med en realisation af disse aktiver.

Den sikrede kan selv have begrænset sin adgang til at tilbagekøbe forsikringen gennem et løfte om, at en tredjemand (f.eks. en panthaver) skal oppebære ret til at få forsikringen udbetalt.

Normalt vil forsikringsbegivenheder, der er opstået i forsikringstiden, men som endnu ikke har vist sig, som udgangspunkt ikke længere være dækket, når den sikrede har anmodet om tilbagekøb.

I arbejdsmarkedspensionerne anvender man ofte den terminologi, at arbejdstager udtræder af pensionsordningen og i forbindelse hermed modtager en udtrædelses­godtgørelse. De færreste obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordninger tillader tilbagekøb.

Skatteregler: I forbindelse med tilbagekøb af en pensionsordning forfalder der ifølge pensionsbeskatningsloven en statsafgift på 60 % af det beløb, der kommer til udbetaling til den sikrede.


Kommentarer:


Skriv kommentar

Navn:

Email:

Kommentar: