Center for Pensionsret > Pensionsretligt Leksikon > Supplerende arbejdsmar...

Supplerende arbejdsmarkedspension

En frivillig pensionsordning for førtidspensionister, der hviler på § 33b-§ 33e i lov om social pension. Ordningen trådte i kraft den 1. januar 2003 og giver mulighed for at spare op til et supplement til folkepensionen og dermed lette overgangen fra førtidspension til folkepension. Bidraget udgør ca. 5. 000 kr. årligt, hvoraf førtidspensionisten selv betaler 1/3 og hjemstedskommunen de resterende 2/3. Pengene kommer først til udbetaling igen, når man fylder 65 år (i forbindelse med velfærdsforliget af 20. juni 2006 blev dette ændret til 67 år). Størrelsen af pensionen bestemmer, om pensionen skal udbetales som en livsvarig pensionsydelse eller som et engangsbeløb. De udbetalte beløb pålægges skat og afgift. Dør man før udbetaling har fundet sted, udbetales værdien af SAP-ordningen som et engangsbeløb til de efterladte.

Den supplerende arbejdsmarkedspension har dermed stor lighed med de arbejdsgiveradministrerede arbejdsmarkedspensioner og med ATP-ordningen. Også skattemæssigt er der sikret en vis lighed med § 5C i pensionsbeskatningsloven, ifølge hvilken udbetalinger herfra behandles efter lovens regler for pensionsordninger med løbende udbetalinger.

En opgørelse udarbejdet af ATP i april 2008 (se nyhedsbrevet Faktum nr. 55/2008) viser, at tre ud af fire potentielle kunder ikke gør brug af mu­ligheden. I 2006 var det kun hver fjerde førtidspensionist, nemlig ca. 64.000 ud af 242.000, der betalte ind til ordningen. En foreløbig opgørelse tyder på, at ni­veauet med omkring 70.000 ikke er me­get højere i 2007. I befolkningen som helhed er det en ud af fire, der ikke sparer op til pension. Hos førtidspensionisterne er det tre ud af fire, der ikke sparer op. Den manglende succes kan skyldes, at ordningen er frivillig, og at den retter sig mod persongrupper, der ikke er orienteret mod at tænke i langsigtede økonomiske baner, og for hvem ønsket om øjeblikkelig likviditet spiller en stor rolle. Det kan også spille ind, at "produktet" - i modsætning til andre opsparingsbaserede pensionsprodukter - ikke er genstand for almindelig markedsføring. Kendskabet til ordningen vil typisk komme via den kommunale sagsbehandler.