Center for Pensionsret > Pensionsretligt Leksikon > Statsejede investering...

Statsejede investeringsfonde

Også kaldet Sovereign Wealth Funds. Betegnelse for statsejede eller -kontrollerede fonde, der forvalter porteføljer af indenlandske og udenlandske finansielle aktiver. Sådanne fonde opstod i 1950'erne, hvor visse råvareproducerende (herunder olieproducerende) lande så en interesse i at investere overskuddet fra deres produktion i udenlandsk valuta og udenlandske finansielle aktiver. At man i statsligt regi opbygger sådanne betydelige formuemasser giver i sig selv ikke anledning til vanskeligheder i relation til de virksomheder mv., som der investeres i. Men gennem de seneste år er visse statsejede investeringsfonde begyndt at investere aktivt i enkelte virksomheder.

Den Internationale Valutafond anslår, at sådanne fonde samlet råder over et beløb svarende til 15 pct. af EU's BNP. Se Mette Neville i Nyhedsbrev for Bestyrelser, nr. 7, 2008, og Maya Steinitz & Michael Ingrassia i Business Law International, vol. 10, no. 1, s. 5 ff. Nationalbanken vurderede i 2008, at fondene rådede over værdier for 2.100 - 3.000 mia. dollar, svarende til 10.000-15.000 mia. kr. Se mere her.

Aktiverne er dog især koncentreret på de fem største fonde, som råder over ca. 70 % af de samlede aktiver. Disse fonde er placeret i Forenede Arabiske Emirater med ca. 875 billioner USD, Singapore med 430 billioner USD, Norge med ca. 300 billioner USD og Kuwait med ca. 70 billioner USD.

Retlig regulering: Kombinationen af statseje og manglende åbenhed skabt frygt for, at fondenes udøvelse af deres ejerskab ikke er styret af et ønske om afkast, men af politiske eller strategiske målsætninger, f.eks. at erhverve avanceret teknologi til fremme af nationale strategiske interesser eller at påvirke den ytringsfrihed, der sættes højt i de vestlige lande - en frygt, der hænger sammen med, at mange af fondene hører hjemme i lande med en udemokratisk styreform. I USA har disse betænkeligheder ført til en lovregulering i the Defense Production Act (the Exon-Florio Provision), der etablerer en tilsynsordning og giver præsidenten ret til at nedlægge veto mod et opkøb, der antages at udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed. Tilsvarende forslag er fremsat i Tyskland. I 2007 har den amerikanske kongres vedtaget the Foreign Investment and National Security Act, der pålægger parter, der indgår aftaler med disse fonde, særlige oplysningsforpligtelser.

IMF udarbejder i øjeblikket i samarbejde med fondene sådanne guidelines, der skal sikre styring og gennemsigtighed på frivilligt grundlag. EU-Kommissionen har ved sin Meddelelse KOM(2008) 115 støttet dette arbejde, hvilket det Europæiske Råd har bakket op om på sit møde den 13. - 14. marts 2008.