Center for Pensionsret > Pensionsretligt Leksikon > Ratepension

Ratepension

Rateopsparing i pensionsøjemed, jf. skattekode 07 (hvis individuelt tegnet) eller 12 (hvis arbejdsgiveradministreret). Opsparingsordning, som i ordningens levetid er underlagt den sikredes fulde kontrol. Den sikrede kan dag for dag følge det depot, hvortil indbetalingerne indgår, og kan vælge selv at træffe investeringsbeslutninger vedrørende depotet. Ligeledes kan den sikrede vælge at opsige ordningen, med de skattemæssige virkninger, dette har, jf. nedenfor.

Reglerne om rateopsparing i pensionsøjemed (ratepension) blev indført ved lov nr. 148 af 19. marts 1986 og havde til formål at skabe ligestilling og dermed konkurrence mellem pengeinstitutter og forsikringsselskaber i relation til denne opsparingsform. Derfor blev reglerne herom i vidt omfang fastsat som de, der i forvejen gjaldt for rateforsikring (s.d.) i pensionsøjemed. Se Ole Andreasen, Kresten Fonnesbech-Wullf, Hanne Søgaard Hansen, Jesper Hjetting & Leif Normann Jeppesen: Pensionsbeskatningsloven med kommentarer (2005), s. 157.

Ordningen indebærer, at den opsparede værdi, der fremkommer som summen af indbetalingerne med tillæg af senere værdistigning og fradrag af tab og korrigeret for beskatning, udbetales i rater over mindst ti og højst 25 år. Indbetalinger til ratepension kan fradrages i den skattepligtige indkomst på samme måde som pensionsbidrag til kollektive pensionsforsikringer, mens udbetaling tilsvarende beskattes som personlig indkomst.

Både rate- og kapitalpensioner bliver i stigende grad tilbudt som led i den større valgfrihed i kollektive pensionsforsikringer. Den enkelte har således i stadig flere ordninger mulighed for at få tilknyttet en ratepension eller udbetalt en sumydelse ved pensionering mod at få nedsat den løbende livrente.