Center for Pensionsret > Pensionsretligt Leksikon > Fripolice
Fripolice
Også kaldet hvilende medlemsskab, s.d. Betegnelse for en livs- eller pensionsforsikring, som der ikke længere indbetales præmie til, men som ikke desto mindre fortsat afgiver en dækning beregnet på baggrund af opsparingens værdi. Fordi der herefter ikke indbetales yderligere til forsikringen, vil ydelserne fra forsikringen normalt blive nedsat. Ydelserne fryses fast eller sættes ned, fordi opsparingen ikke længere vokser. Pensionsordningen består altså, men ydelserne omberegnes i forhold til det indbetalte præmiebeløb (og ikke det forudsatte indbetalte præmiebeløb ved normal, løbende præmiebetaling). I praksis indebærer det, at ydelserne nedsættes til lavere beløb, og at gruppelivsforsikringen ophører med at gælde. Men det kan også være, at andre dækninger automatisk bortfalder ved overgangen til fripolice. Forsikringen (depotet) bevarer altså sin værdi ved en fripolice. Til gengæld er de forsikringsmæssige dækninger ringere - efter omstændighederne væsentligt ringere - end ved en præmiefri dækning.
Valget mellem en fripolice og en bidragsfri forsikring (henholdsvis en selvbetaling) kan derfor have meget stor praktisk betydning for den enkelte. Derfor har selskabet pligt til at rådgive den enkelte om konsekvenserne af valget, og især konsekvenserne af at overgå til fripolice. Begrebet fripolice (eller hvilende medlemskab) eksisterer ikke i firmapensionskasser. Det skyldes, at lovens § 12, nr. 3, forudsætter, at medlemmet ved sin udtræden af en firmapensionskasse skal tillægges en udtrædelsesgodtgørelse.
Skriv kommentar


