Center for Pensionsret > Pensionsretligt Leksikon > Fleksjob

Fleksjob

Efter reglerne i kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (jf. lovbekendtgørelse nr.1428 af 14. december 2009) har personer under folkepensionsalderen med varige begrænsninger i arbejdsevnen, jf. § 2, nr. 7, siden 1. januar 1998 haft mulighed for 1) ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i fleksjob efter § 70 eller 2) støtte til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed. Kommunen giver tilbud om fleksjob til personer, som ikke modtager førtidspension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, jf. nærmere § 75, stk. 1. Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante tilbud efter loven samt andre foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering på arbejdspladsen, har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvor det er åbenbart formålsløst at gennemføre de nævnte foranstaltninger forud for visitationen, jf. § 75, stk. 2.

Ordningen har til formål at bevare så mange som muligt for arbejdsmarkedet - også personer, der pga. sygdom, handicap eller andre særlige forhold ellers ville være vanskelige at indplacere. Tilskuddet beregnes med udgangspunkt i den overenskomstmæssige timeløn for personer på det pågældende beskæftigelsesområde.

Reglerne om fleksjob har indirekte betydning for tildelingen af private pensionsordninger med invalidedækning. Ved U 2003.162 H fortolkede Højesteret erstatningsansvarslovens § 5 således, at erhvervsevnetabet skal fastsættes uafhængigt af den løn, som en skadelidt opnår gennem et fleksjob. I U 2004.374 H fortolkede Højesteret bestemmelsen om erhvervsevnetab i en pensionsforsikring hos Kommunernes Pensionsforsikring på tilsvarende vis, da "der ikke i pensionsvilkårene er tilstrækkelige holdepunkter for en anden forståelse af tilsagnet om dækning i tilfælde af erhvervs­evne­tab end en forståelse i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens § 5". Et lignende resultat nåede Højesteret til ved U 2004.867 H for så vidt angår erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Dommene har givet anledning til kritik og en række selskaber har i konsekvens af den nye praksis ændret deres forsikringsbetingelser, se hertil Ivan Sørensen: Forsikringsret, 5. udg. (2010), s. 710 ff. Der er nu gennemført en ændring for arbejdsskade­sikringens vedkommende ved lov nr. 848 af 7. september 2009 om ændring af lov om arbejdsskadesikring. Ifølge lovbemærkningerne indebærer den nye højesteretspraksis bl.a., at tilskadekomne i mange situationer vil kunne opnå en samlet indtjening, der ligger over indtjeningen før arbejdsskaden. En sådan "merkompensation" skønnes ikke rimelig, og man genindfører derfor den tidligere administrative praksis. Det fremhæves samtidig, at skadelidtes retssikkerhed ikke er truet, da tilskadekomne kan få sagen genoptaget, hvis det efterfølgende viser sig, at de ikke kan bevare fleksjobbet. Se nærmere FT 2005/06, tillæg A, sp. 2119 ff.

Helt tilsvarende betragtninger kan anføres i forhold til arbejdsmarkedspensioner, herunder som saglig grund til støtte for en ændring af pensionsordningen så der fremover ikke bliver mulighed for at udnytte en eventuel resterhvervsevne. En række institutter har derfor efter disse domme præciseret deres betingelser således, at indtægter fra fleksjob og andre offentlige ydelser indgår i vurderingen af forsikredes generelle erhvervsevne. Vel anses personen for at have mistet 2/3 af sin erhvervsevne, men da man som fleksjobansat oppebærer arbejdsløn vil en erhvervsevneudbetaling indebære en overkompensation.