Firmapensionskasse – Københavns Universitet

Center for Pensionsret
Resize Print Bookmark and Share

Center for Pensionsret > Pensionsretligt Leksikon > Firmapensionskasse

Firmapensionskasse

Se også Tværgående pensionskasse og Pensionskasse. En sammenslutning (pensionskasse), der har til formål på grundlag af et løfte om pension at sikre de ansatte pension i forbindelse med ansættelse i en virksomhed, herunder et koncessioneret selskab, eller ved ansættelse i sådanne virksomheder inden for samme koncern, se firmapensionskasselovens § 2, stk. 1. Kassen skal have mindst 50 medlemmer, jf. lovens § 7, stk. 1.

Ydelser: Kasserne administrerer primært tilsagnsordninger (s.d.). Størrelsen af pensionen afhænger altså af den sikredes slutløn. Man bygger således i vid udstrækning på de regler, der gælder for statens tjenestemænd, men med fradrag for udbetalte offentlige pensioner, se Samordningsfradrag. Der findes dog også tarifmæssigt opbyggede firmapensionskasser, se Steen Johansen: Arbejdsmarkedspension - historie, status problemer (1996), s. 84 f. Ydelserne er kollektive og normalt afgrænset til alders- og invalidepension, ægtefælle- og børnepension.

Systemet med firmapensionskasser var tidligere langt mere udbredt, men udviklingen med mere hyppige stillingsskift, har bevirket at der gennem de seneste år er sket en hastig afvikling i form af overførsel til forsikringsordninger. De største firmapensionskasser er tilknyttet TDC.

Retlig regulering: Firmapensionskasser er omfattet af firmapensionskasseloven med tilhørende bekendtgørelser, der praktisk talt svarer til reglerne i FIL. En firmapensionskasse har karakter af en forening med de sikrede lønmodtagere (og deres efterladte ægtefæller) som medlemmer, jf. lovens § 3. Bestemmelsen afgrænser medlemskredsen til (1) personer, der er ansat i den eller de virksomheder, som pensionskassen er tilknyttet, og som har fået løfte om pension, (2) tidligere ansatte, der modtager pension fra pensionskassen, (3) personer, der modtager ægtefællepension efter en tidligere ansats død, og (4) personer, der tidligere har været ansat i virksomheden, og som i henhold til bestemmelser i pensionskassens vedtægter har bevaret retten til pension uanset ansættelsesforholdets ophør. Vedtægterne kan begrænse de under (4), nævnte personers medlemsrettigheder. Det er et grundlæggende krav ifølge loven, at firmapensionskassen skal have en adskilt økonomi i forhold til virksomheden.

Firmapensionskasser skal - som andre pensionsinstitutter - have koncession fra Finanstilsynet, jf. lovens § 10. Der er derudover fastsat en række krav til pensionskassen, herunder dens vedtægter, pensionsregulativer, ledelsesforhold og økonomi.


Kommentarer:


Skriv kommentar

Navn:

Email:

Kommentar: