Bonus
Udlodning af overskud. En forsikringstager har ret til bonus i en livsforsikringsordning, hvis dette fremgår af aftalen. I så fald "ejes" retten til bonus af kunderne, om end der er tale om et betinget ejerskab, der først realiseres, når der er sket en forsikringsteknisk fordeling.
Forsikringsteknisk udgør bonus det overskud (den formueværdi), der i en forsikringsordning realiseres, og som (ifølge aftalen) er til rådighed for de sikrede, efter at årets overskud er realiseret og den ydelse, der svarer til det forsikringstekniske grundlag, er afsat. Overskuddet kan fremkomme ved, at selskabet har haft færre udbetalinger end ventet, ved at omkostningerne har været lavere end ventet, eller at investeringerne har givet et bedre afkast end ventet og dermed har givet en bedre forrentning. Først når der er realiseret et overskud gennem forsikringsaftalens løbetid, tildeles bonus, og hermed opstår forsikringstagerens krav. "Ret til bonus" og "bonus" er dermed to forskellige ting. Begrebet anvendes imidlertid ikke entydigt, og der har efterhånden udkrystalliseret sig et antal delbegreber. I nogle tilfælde sigter det til retten til et aktuelt beløb; i andre tilfælde til den potentielle ret hertil.
Regler om fordeling af bonus fremgår af instituttets bonusregulativ. En grundlæggende sondring går mellem den ret til bonus, der er individualiseret, dvs. som kan henføres til den enkelte sikredes opsparing (depot), og på den anden side den ret til bonus, der ikke er det, fordi der ikke er truffet beslutning om anvendelsen af det overskud ordningen har realiseret. I dag er der almindelig enighed om, at denne sidstnævnte formueværdi ikke kan rummes under begrebet "bonus". I stedet taler man om kollektivt bonuspotentiale, s.d., der regnskabsmæssigt figurerer som en hensættelse (bonushensættelse, tidligere kaldet "bonusudjævningshensættelse").
Hvornår den enkelte sikrede kan konvertere sin potentielle ret til bonus til et aktuelt økonomisk bonuskrav, beror også på den indgåede aftale. Størrelsen af den bonus, der herved kommer til udbetaling, fastsættes som regel af instituttets bestyrelse efter reglerne i bonusregulativet for ordningen. Disse vedtagelser træffes normalt årligt. Aftalerne er sjældent præcise hvad angår spørgsmålet om, hvem der tager beslutningen om at tildele den aktuelle ret. Spørgsmålet om hvilke retlige bindinger, der består herom, har givet anledning til diskussion i pensionsbranchen, og der har i den forbindelse været forskellige holdninger til, hvilken rolle Finanstilsynet i den forbindelse burde spille. Disse spørgsmål er genstand for indgående behandling i Finanstilsynets Rapport om bonus i livsforsikring fra 2003 ("Bonusrapporten").
Det overskud, der realiserer en bonus, kan fremkomme som resultatet af forskellige typer af beregninger. En rentebonus fremkommer f.eks. som forskellen mellem den rente, der rent faktisk realiseres på en pensionshensættelse og den, der er lagt til grund i det tekniske grundlag ("grundlagsrenten"). Risikobonus taler man om, når forudsætningerne i det tekniske grundlag om dødelighed og invaliditet har vist sig lavere end (forsigtigvis) forudsat. Administrationsbonus er den del af en bonus, der har årsag i, at omkostningerne til administration har været mindre belastende for en forsikringsbestand end forudsat i det tekniske grundlag.
Retlig regulering: Ifølge FIL skal præmien i en aftale om livsforsikring (herunder en pensionsforsikring) fastsættes "betryggende". Der skal med andre ord være sikkerhed for, at selskabet har ressourcer til at opfylde aftalen, og herunder de garantiløfter, der følger af den. For at sikre det vil man opkræve en præmie, der ud fra en aktuarmæssig beregning er for høj i forhold til den forventede værdi af de aftalte ydelser. Til gengæld vil forsikringsaftalerne ofte sikre forsikringstageren krav på en del af det overskud, der realiseres, hvis ordningen udvikler sig bedre end antaget.
FIL pålægger selskaberne at udarbejde regler for beregning og fordeling af det realiserede resultat. Disse regler vil almindeligvis fremgå af et såkaldt bonusregulativ, der sætter reglerne om fordeling af bonus. Heri tager selskabet også stilling til, hvor stor en del af det realiserede overskud, der skal tilfalde forsikringsbestanden i form af bonus og hvor stor en del, der skal tilfalde selskabet og dermed tilskrives egenkapitalen. I visse tilfælde tager selve forsikringsaftalen (policen) stilling til anvendelse af bonus. Bonusregulativet udgør en del af aftalen mellem selskabet og de sikrede. Det adskiller sig fra det tekniske grundlag (s.d.), der alene angiver de sandsynligheder mv., der ligger til grund for selskabets beregninger og fordelinger.
Den mest almindelige måde at anvende bonus på er ved køb af tillægsforsikringer. Herved sker der en forholdsmæssig opskrivning af de ydelser, der kommer til udbetaling på forsikringerne. Se nærmere Erhvervs- og Økonomiministeriet m.fl.: Større valgfrihed i pensionsopsparingen (2003), afsnit 10.2.1., s. 340 ff.
Bekendtgørelse nr. 1266 af 26. oktober 2007 om finansielle rapporter for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser (regnskabsbekendtgørelsen) behandler på forskellig vis bonusbegrebet, se f.eks. §§ 15, 17, 19, 26, 28-30 og ikke mindst §§ 66-68 om hensættelser til livsforsikringsforpligtelser. Bonus er dog ikke et regnskabsmæssigt begreb, og de regler, der her afstikkes, beror alle på, at der i henhold til den underliggende aftale er pligt til at tilskrive en sådan bonus.
Pensionsbeskatningslovens § 45 fastslår, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal ses bort fra tilskrivning af bonus og renter mv. vedrørende de ordninger, der er omfattet af lovens kapitel 1. Loven sondrer derved mellem tilskrivning og udbetaling af bonus.
Skriv kommentar
