ATP
Arbejdsmarkedets Tillægs-Pension. Lovreguleret, obligatorisk pensionsordning med hjemmel i loven om ATP fra 1964. Ved overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i både 1961 og 1963 havde LO rejst spørgsmål om arbejdsmarkedspension for sine medlemsgrupper. Inspirationen kom fra Norge og Sverige, hvor socialdemokratiske flertalsregeringer havde indført lovgivning om indtægtsbestemt tillægspension (ITP) som tilsagnsordninger (s.d.) men med en stærk solidarisk omfordeling (s.d.), se nærmere Steen Johansen: Arbejdsmarkedspension - historie, status problemer (1996), s. 20 ff. LO var interesseret i at udligne den markante pensionsmæssige forskel mellem lønmodtagere med den almene folkepension og den særlige tjenestemandspension eller anden tilsvarende pension i kraft af ansættelsesforholdet. Forhandlingerne resulterede imidlertid ikke i en pensionsordning, da der ikke kunne opnås enighed om en ny overenskomst. Regeringen fremlagde i stedet et lovkompleks - kaldet helhedsløsningen - der medførte nedsættelsen af et udvalg, som førte til ATP-loven.
Med loven blev der indført en obligatorisk tillægspension for alle lønmodtagere finansieret af arbejdsgiverne og lønmodtagerne selv. Pensionen udbetales i hovedsagen som en livsvarig løbende alderspension, men der er tillige knyttet en ægtefælledækning samt børneydelse (ved dødsfald) til ordningen. Disse to ydelser har fået en mere fremtrædende position i forbindelse med en større ændring af ATP-ordningen i 2002.
I begyndelsen skulle der alene indbetales bidrag for lønmodtagere i beskæftigelse, men gennem de senere år er loven udvidet til også at omfatte en række personer på overførselsindkomst. I dag modtager ca. 70 % af alle folkepensionister en ATP-ydelse ved siden af folkepensionen, men andelen er stigende, jf. Erhvervs- og Økonomiministeriet m.fl.: Større valgfrihed i pensionsopsparingen (2003), s. 40 f.
Ydelserne fra ATP-ordninger befinder sig fortsat på et ret beskedent niveau. Det obligatoriske medlemskab af ATP-ordningen er derfor heller ikke med til at sikre lønmodtagere (med især lidt højere indkomst) et pensionsniveau, der afspejler det tidligere indkomstniveau. Det gælder ikke mindst i lyset af, at der også finder en betydelig omfordeling sted inden for ATP-ordningen. Mens der indbetales bidrag efter indkomstens størrelse, udbetales pensionsydelser efter hvor meget den enkelte har arbejdet. To lønmodtagere med f.eks. 37 timers arbejdsuge gennem et arbejdsliv på 35 år vil således få udbetalt samme pensionsydelse, selv om de kan have bidraget med vidt forskellige pensionsbidrag til ordningen som følge af store indkomstmæssige forskelle. Alle sikrede er ligeledes omfattet af den samme ægtefælledækning og børneydelse i forbindelse med dødsfald, herunder det samme ydelsesniveau.
Skriv kommentar
