Center for Pensionsret > Pensionsretligt Leksikon > Arbejdsmarkedspension

Arbejdsmarkedspension 

Samlebetegnelse for pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold (dvs. på arbejdsmarkedet). Undertiden benyttes også betegnelsen "arbejdsgiveradministrerede ordninger". Der er tale om vidt forskelligartede typer af ordninger, der administreres af ligeså vidt forskelligartede selskaber og på vidt forskellige aftalemæssige og retlige grundlag. I nogle sammenhænge anvendes ordet som betegnelse for de overenskomstbaserede pensionsordninger, der er etableret for lønmodtagergrupper på tværs af virksomheder, og dermed som en modsætning til firmapensionsordninger, der har den enkelte arbejdsgiver som styrende kraft. I andre sammenhænge anvendes det som en samlebetegnelse for alle de pensionsordninger, der er knyttet til et ansættelsesforhold, i denne betydning omfatter det både de tværgående pensionsordninger og firmapensionerne. Den forskellige anvendelse af dette grundlæggende begreb skyldes til en vis grad, at der er fokus på forskellige problemstillinger i forskellige sammenhænge.

Arbejdsmarkedspensionsordningerne er normalt obligatoriske for medarbejdere i bestemte ansættelsesforhold. Den enkelte kan altså ikke fravælge ordningen eller vælge, hvilket institut den skal placeres i. Arbejdsmarkedspensionsordninger vil normalt være oprettet i et livsforsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse. Ordningerne vil være opsparingsbaserede, idet de løbende bidrag, som udgør en fast procentdel af lønnen, er tvedelt. Den ene del af bidraget betales af arbejdsgiveren; den anden af arbejdstageren.

Den hovedydelse, arbejdsmarkedspensionsordningerne er bygget op omkring, vil normalt være en løbende livsvarig, og livsbetinget, pension, der udbetales fra det 65. år. Ordningerne vil ofte være suppleret med invalidepension, børnepension og evt. ægtefællepension. Hertil vil ofte føje sig gruppelivs- og invalideforsikring samt en éngangssum (kapitalpension), der kan udbetales ved pensionering.