Center for Pensionsret > Arrangementer > Foredrag og debat den ...
Skal danske arbejdsmarkedspensioner i udbud efter EU-dommen om de tyske kommunepensionskasser?
Center for Pensionsret inviterer til foredrag og debat med
professor i arbejdsret, dr.jur. Jens Kristiansen
og
professor i udbudsret, ph.d. Steen Treumer
over emnet:
Skal danske arbejdsmarkedspensionsordninger i udbud
efter EU-dommen om de tyske kommunepensionskasser?
fredag den 8. oktober 2010 kl. 14.00-15.30
i Annexauditorium A, Studiestræde 6, 1455 København K.
EU-domstolen har den 15. juli 2010 (sag C-271/08) fastslået, at de kommunale forsikringsselskaber, der efter tysk ret understøtter en række kommunale pensionsordninger, præsterer "tjenesteydelser vedrørende arbejdsmarkedspension", som i henhold til EU's udbudsdirektiver burde være sendt i offentligt udbud. Under sagen intervenerede bl.a. Danmark til støtte for Tyskland, men altså forgæves.
Med dommen opstår spørgsmålet, om også danske arbejdsmarkedspensioner med tilknytning til offentlige arbejdsgivere, er udbudspligtige. Er svaret ja, opstår en række interessante følgespørgsmål, bl.a. om hvilke ordninger, der er udbudspligtige, hvordan (og om hvad) et udbud skal gennemføres, og hvordan udbudspligten forholder sig til gældende aftaler og overenskomster.
Efter to juridiske foredrag om disse spørgsmål lægges der op til diskussion om de retlige, retspolitiske og politiske konsekvenser af denne retsstilling.
Efter foredrag og debat byder Center for Pensionsret på en fredagsforfriskning.
Tilmelding til mødet sker ved e-mail til marianne.soucy@jur.ku.dk
Med venlig hilsen
Mads Bryde Andersen
Leder af Center for Pensionsret
Professor Jens Kristiansens PowerPoint-præsentation kan downloades her.
Professor Steen Treumers PowerPoint-præsentation kan downloades her.


